Nyt pilotprojekt søsat i Viborg: "God arbejdslyst"

Job Vision har indgået en aftale med Jobcenter Viborg og Arla Foods Rødkærsbro Mejeri om et særligt praktikforløb for fleksjobbere. Forløbet, som er et pilotprojekt, forventes at have en varighed på 13-26 uger, og projektet løber frem til udgangen af 2015.

Pilotprojektet ”God arbejdslyst” er et virksomhedsrettet træningsforløb for fleksjobbere. Det er en del af projekt ”Fleksjob med progression” og er et individuelt forløb, hvor det praktiske går op i en højere enhed med coaching og tilpasses den enkeltes behov og muligheder. Målet er at styrke den enkelte til at opstille egne udviklingsmål for arbejdstid og arbejdsopgaver, så der opnås en reel motivation og et ønske om ”god arbejdslyst”. Ønsket er, at den enkelte viderefører de gode rutiner samt den erfaring og udvikling, der opnås under forløbet, så et reelt ønske om fleksjob eller virksomhedspraktik bliver en realitet.

Fast mentor og coaching undervejs

På Rødkærsbro Mejeri har man på forhånd udarbejdet mulige ”fleksjobpakker” på 5-10 timer/uge, men arbejdstiden og ikke mindst arbejdsopgaverne vil løbende blive tilpasset den progression, der opnås i forløbet. Det forventes, at arbejdstiden og arbejdsopgaver generelt vil være stigende over tid. Hver uge afholder Job Vision coachingsamtaler med den enkelte, og forløb og arbejdsopgaver bliver også tilpasset den enkeltes muligheder og progressionsmål.

Rødkærsbro Mejeri skal også udpege en række mentorer, så den enkelte bliver tilknyttet en fast mentor, der dagligt vil have mulighed for kontakt og dialog. De udvalgte mentorer vil deltage på en uddannelsesdag, som Job Vision står for, så de bliver klædt på til opgaven. Den enkelte vil også blive tilknyttet en fleksjobambassadør fra Job Vision, som sammen med mentoren fra Rødkærsbro Mejeri vil deltage i opfølgning og tilpasning af forløbet undervejs.

Løbende tilpasning

Da forløbet er et pilotprojekt, vil det i høj grad blive evalueret og tilpasset løbende. Projektet har fokus på socialt engagement, og der er lagt op til, at flere virksomheder finder plads til disse ”minifleksjob”, så flere mennesker udnytter den arbejdsevne, de har, og dermed får mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet i et job, der matcher netop dem.

Vil du vide mere om projektet, kan Charlotte Vestrup fra Job Vision kontaktes på telefon 40191743 eller mail chve@jobvision.dk.

19-09-2014

 

Kontakt os

Vil du gerne vide mere eller har du spørgsmål, så kontakt os på

Telefon 70 10 33 35
eller jobvision@jobvision.dk

Del på LinkedIn

Copyright 2014 - JobVision.dk •